Nyt projekt ved Gjellerup Enge vil styrke biodiversiteten i Herning Kommune

Danmark rangerer lavt sammenlignet med andre europæiske lande, når det kommer til biodiversitet. I Herning kommune vil man bruge græssende dyr som centrale medspillere i bestræbelserne på at fremme biodiversiteten.

Danmark har i samarbejde med andre EU-lande fastsat en målsætning om at standse tabet af biodiversitet inden 2030. Foto: Louise Berg Hansen

Af Emma Nederby

Arealerne omkring Hammerum Bæk stod før tomme. Nu er der kommet heste, som står med snuden begravet i jorden. I Herning Kommune skal de firbenede venner være med til at styrke biodiversiteten. Dyrene blev sat ud i maj i år, men projektet har været længe undervejs.

”Menneskene har fjernet de store dyr fra den vilde natur. Den påvirkning og dynamik, de leverer til landskaberne, er der ikke. Derfor bliver vi nødt til aktivt at tilføre den igen,” fortæller Louise Berg Hansen, som er biolog og projektleder ved Herning Kommune.

I Herning Kommune er man derfor gået sammen med flere samarbejdspartnere for at skabe et stort, sammenhængende naturområde ved Gjellerup Enge.

Naturarealet fylder 900.000 m2 (90 hektar). Håbet er, at projektet kan udvides mod vest med arealerne op mod den Midtjyske Motorvej. På den måde kan projektet blive en integreret del af kommunens mål om at skabe en grøn ring om Herning. Foto: Louise Berg Hansen

Slip naturen fri

Louise Berg Hansen fortæller, at området har stort potentiale for naturudvikling. Helårsgræssende dyr vil kunne skabe en naturlig dynamik i området til gavn for fugle, insekter og biodiversitet – intentionen er at slippe naturen fri.

”Vi skaber en rigere og mere varieret natur med enge, små vådområder, overdrev og vilde kratskove,” fortæller hun.

Gjellerup Enge omfatter dele af virksomheden Ege Carpets arealer, kommunale arealer, Herning Vands arealer og arealer købt af Den Danske Naturfond (28 hektar). Foto: Louise Berg Hansen

Sammen om et vildere Danmark

Herning Kommune deltog også i Miljøministeriets kampagne ’Sammen om et VILDERE Danmark’, som skulle motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur. Her var Herning Kommune blandt de ti bedste kommuner i Danmark i 2022.

I Herning Kommune brugte man især kampagnen til at få borgerne i spil for at styrke biodiversiteten – både hjemme i villahaverne, men også ude på virksomhedernes arealer.

”Projektet ved Gjellerup Enge er netop et eksempel på, hvor langt vi kan nå, hvis flere arbejder sammen om en fælles naturdagsorden,” fortæller Louise Berg Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *