Herning AFC Hawks i knæ: Er det game over for den traditionsrige klub?

Bestyrelsen takker af i Herning AFC Hawks. Uden friske kræfter og en ny bestyrelse, vil klubben ikke bestå længere end denne sæsons udgang.

Herning AFC Hawks har muligvis spillet deres sidste hjemmekamp på Herning Atletikstadion. Foto: Malou Frejdahl Marker

Af Malou Frejdahl Marker

”Amerikansk fodboldklub til salg”.

Det er ikke ligefrem tit, at en salgsannonce på Facebook begynder således. Men det er ikke desto mindre sådan, Herning AFC Hawks skriver på deres Facebookside med lige omtrent 900 følgere.

Herning AFC Hawks kunne i år fejre deres 35-års jubilæum, men spillerne fra den midtjyske klub har muligvis været i Herning-trøjerne for sidste gang. Ved sæsonstart i år kunne klubben stille med 14 ungdomsspillere. Men nu ved sæsonens afslutning står man tilbage med blot seks spillere, som skal bære klubben og holdet videre. Det er noget, der presser bestyrelsen.

På jagt efter en ny bestyrelse

De frivillige kræfter i Herning AFC Hawks bestyrelse er ved at slippe op, og derfor har bestyrelsen valgt at trække sig. Bestyrelsen i den amerikanske fodboldklub står lige nu ikke i en position, som giver dem mulighed for at opretholde et vedvarende arbejde med at rekruttere og få nye spillere til klubben.

Uden en ny bestyrelse til at tage over ved udgangen af oktober måned, vil klubbens seks ungdomsspillere være tvunget til at søge mod andre klubber.

”Vi vil selvfølgelig gerne have klubben til at fortsætte, men vi har først og fremmest brug for, at der kommer nogle nye folk med andre kræfter og forfriskende energi for at kunne løfte opgaven.”

Sådan siger Anders Vestergaard, der både er fungerende kasserer og ungdomstræner i Herning AFC Hawks. 

Anders Vestergaard fortæller desuden, at klubbens dalende medlemstal kommer til at have betydning for den herningensiske klubs mulighed for at overleve.  

”Det stiller os i en svær situation, fordi vi ikke har nogen mulighed for at være selvstændige. Vi kan simpelthen ikke stå på egne ben med det medlemstal, vi har lige nu.”

Kontinuiteten bliver også peget på én af flere ting, som har gjort det særligt udfordrende at opretholde klubben.

”De hænder, som har lagt rigtig meget arbejde i at få klubben op at køre, har ikke været med til at bære det videre, og derfor har det simpelthen ikke kunne fortsætte.”

Håbet er der, men realiteten er (muligvis) en anden

Håbet for klubbens overlevelse er dybt forankret i hjerterne på klubbens frivillige bestyrelse. Men udsigten, til at der skal spilles mange flere kampe på hjemmebanen i Herning, er ifølge Anders Vestergaard ikke helt overbevisende.

”Selvfølgelig håber jeg, at der er nogen, som griber stafetten og bringer klubben videre. Men hvis det blot forbliver i ordene, kommentarerne på Facebook og i tankerne, og hvis folk ikke viser støtten i handling, så er jeg bange for, at det bliver en hård overlevelse for klubben.”

Om en ny bestyrelse kan få Herning AFC Hawks tilbage på sporet, så der i fremtiden kan leveres touchdowns på Herning Atletikstadion, afgøres, når der den 28. oktober afholdes en ekstraordinær generalforsamling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *