Gymnasieelever samler penge ind til katastroferamte børn

I forbindelse med den seneste velgørende indsamling, der fandt sted søndag, spillede en gruppe dedikerede gymnasieelever en central rolle i at motivere andre til at deltage i Røde Kors indsamling. Målet var klart: at få flere unge til at engagere sig i Røde Kors.

En af konkurrencerne var, hvem der kunne tage det bedste billede på indsamlingsruten. Foto: Marius Østergaard og Malthe Hyldgaard

Af Anne Dokkedahl Jensen

Josephine Hviid, Fiona O’Dwyer, Louise Moesgaard og Martha Christensen er stolte over deres medstuderendes engagement for den velgørende Røde Kors indsamling i søndags. Sammen, er de fire gymnasieelever Røde Kors ambassadører på Herning Gymnasium.

”Vores primære formål har været at få flere unge til at engagere sig i Røde Kors og især vælge at gå indsamlingsruten,” fortæller Louise Moesgaard.

En udfordring, som Røde Kors står overfor; har været, at mange unge ikke tager initiativ til at deltage i de forskellige ruter. Gymnasieeleverne har forsøgt at komme udfordringen til livs ved kontinuerligt at informere deres medstuderende om indsamlingen. En anden nøglestrategi, der blev brugt, var at organisere ugentlige lodtrækninger.

”Vi har haft stor succes med at finde sponsorgaver til lodtrækningerne. Vi valgte at spørge lokale butikker, der appellerede til unge, og det viste sig at være en klog strategi,” siger Fiona O’Dwyer.

I alt fik de fire engagerede gymnasieelever tilmeldt 13 indsamlingsruter fra Herning Gymnasium, hvor de selvfølgelig også selv tog del af gåturen.

”At kunne yde et par timers indsats, som virkelig har haft en bemærkelsesværdig indvirkning. Det er en skøn følelse. Og det var netop det vi fremhævede i vores kampagne: muligheden for at investere 2-3 timer og skabe en betydelig forbedring i livskvaliteten for andre”, uddyber Martha Christensen.

For de fire gymnasieelever, er det mere end bare at samle penge. Det er en oplevelse, der fylder hjertet med glæde og giver en dybere følelse af formål.

”Man bliver glad,” lyder det fra Josephine Hviid. ”Man føler, at man gjorde noget godt for at hjælpe andre, der virkelig har brug for det. Man føler, at man har været med til noget større.”

Røde Kors’ samlede indsamlede beløb endte på 14 millioner kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *