Der er dårligt nyt til folk, der kører i en brintbil. Det herningbaserede firma Everfuel har nemlig lukket brintstationerne i hele landet. Herning Kommune har stort fokus på brintteknologi i deres klimaplan, men deres erhvervs- og uddannelseschef bakker op om beslutningen.

Foto: Everfuel.com
Af Mads Hamborg Pedersen
”Potentialet for udvikling af fremtidens energi- og transportformer, især inden for brintteknologi, skal udnyttes og videreudvikles.”
Sådan skriver Herning Kommune i deres klimaplan, selvom det herningbaserede firma Everfuel for tre uger siden måtte melde ud, at alle brintstationer i Danmark må lukke ned. Det var ellers målet, at der skulle stå 19 brintstationer klar i Danmark i løbet af 2024.
Oven på nedlukningen har Everfuels adm. direktør, Jacob Krogsaard, udtalt sig til mediet Energiwatch:
”Den grønne brintproduktion i Danmark er ikke klar endnu. Hverken elektrolysen, tankbilerne eller stationerne har været så modne som forventet, da vi skød vores ambitioner i gang.”
Herning ændrer ikke sin klimaplan
Indenfor transport har Herning Kommune et mål om at køre 70% på grøn energi i 2030 og være 100% grønne i 2050. Alligevel påvirker nedlukningen af landets brinttankstationer ikke klimamålene i kommunen.
Morten Stamm Mikkelsen, der er erhvers- og uddannelseschef i Herning Kommune, har været med til at udvikle Herning Kommunes klimaplan. I følge ham har forventningen om personbiler, der kører på brint, ændret sig meget siden Everfuel startede med at lave brændstof til brintstationer.
”Man er blevet klogere, fordi løsningerne omkring elbiler er blevet så gode og tilgængelige, så det bliver ikke indenfor personbiler, at brint bliver en stærk energiform,” siger Morten Stamm Mikkelsen, der har højere tiltro til brintproduktion til industri og tungere transport.
Og netop den tungere transport og lastbilernes mulighed for omlægning til brint, eller måske en kombination af el og brint, bliver også omtalt i kommunens klimaplan. Men omlægningen er en kompliceret proces. Morten Stamm Mikkelsen ser det som et hønen eller ægget spørgsmål.
”Producenterne af brintstationerne vil gerne have et marked, og dem der skal investere i den nye teknologi til lastbilerne, vil gerne være sikre på, at der er et distributionsnet.”
Morten Stamm Mikkelsen mener, at problematikken gør, at Everfuel er fanget på forkant af udviklingen.
Ny brintteknologi i fremtiden
Trods den generelle optimisme, mener Morten Stamm Mikkelsen dog ikke, det giver mening for Everfuel at lave brintproduktionen i Herning lige nu, fordi den ikke kan laves med grøn strøm. Til gengæld ser han lyst på den fremtidige udvikling af andre brintteknologier i Herning.
”Brint er en af fremtidens energikilder, og i Herning har vi nogle store spillere indenfor brintteknologiudviklingen,” siger Morten Stamm Mikkelsen.
I år er der blevet taget første spadestik til den kommende fabrik Topsøe. Med elektrolyseenergi kommer fabrikken til at levere energi, der svarer til knap 1 million danske husstandes forbrug i første omgang. Det skriver Topsøe på deres hjemmeside.
Denne brintteknologi kendes også som Power-to-X, og er flere gange omtalt i Herning Kommunes klimaplaner.