Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers campus har vokseværk 

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier opfører en ny landbrugsskole i Herning. Det er første gang i 37 år, at der bygges en ny landbrugsskole i Danmark.

Den kommende landbrugsskole i Herning. Plakat af Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, billede af Joakim Lundgren Tryk.

Af Joakim Lundgren Tryk

Med størstedelen af sine uddannelser beliggende langs Lillelundvej i Herning, strækker Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers gule murstensbygninger sig allerede 1.000 meter fra en ende til en anden. Trods institutionens allerede imponerende størrelse, skal den nu udvides med en ny landbrugsskole.

I 2018 fusionerede Herningsholm og den daværende landbrugsskole, og man har siden tænkt i baner om at integrere landbrugsuddannelsen med de øvrige uddannelser.

”Vi har en stor interesse i at få uddannelserne samlet, så vi går og glæder os rigtig meget,” fortæller Allan Kortnum, direktør hos Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

For nuværende er Herningsholms landbrugsuddannelse, Agroskolen, placeret i Hammerum godt 5,5 kilometer fra Herningsholms resterende uddannelser. Landbrugseleverne har altid gået på skole for sig selv, men vil i fremtiden komme til at være sammen med alt fra smedeelever til frisørelever. Den nye placering vil medføre, at landbrugsuddannelsen vil blive en mere integreret del af Herningsholm. 

”Fra et elevperspektiv kan vi tilbyde mange flere faciliteter og et større elevmiljø ved at samle det hele ét sted,” fortæller Allan Kortnum. ”De fleste landbrugsskoler er alene en landbrugsskole, og vi tror på, at hvis landbrugseleverne også er sammen med tømrerne, murerne, frisørerne osv., så får vi et bedre miljø og nogle gode inputs til uddannelsen.”

Beslutningen om at bygge den nye landbrugsskole er taget af Herningsholms bestyrelse. En sådan investering er ikke gratis, og enhver investering er en satsning, men netop en ny landbrugsskole er en investering, Herningsholms bestyrelse tør satse på.

På Herningsholm ser man fortsat en efterspørgsel på landbrugsuddannede fra landbruget. Foruden efterspørgslen ser man også en stigende interesse for landbrugsfaget.

”Det er en af de få erhvervsuddannelser, som faktisk er vokset i elevtal de sidste ti år,” fortæller Allan Kortnum. ”På grund af efterspørgslen på landbrugselever og elevvæksten, tør vi netop at investere i en nye landbrugsskole.”

Herningsholms nye landbrugsskole vil stå færdig i 2025 som en integreret del af Herningsholms Erhvervsskole & Gymnasiers campus i Herning by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *