Bandet Lights skal være med i Quasar, som har fokus på at udvikle unge talenter. Under forløbet skal deltagerne optræde forskellige steder i landet. Lights starter op med en koncert på Scene 7 i hjembyen Herning.

Lights består af (f.v.) Malthe Hvidbjerg (bassist), Gustav Andreasen (trommer), Ida Nielsen (forsanger), Benjamin Naglang (guitar) og Julius Høj Pedersen (guitar).
Foto: Jakob Astrup
Af Emma Nederby
Quasar er et årligt talentudviklingsforløb for unge up-coming kunstnere. Hvert år bliver der valgt 16 artister til at deltage. De forskellige bands bliver udvalgt af regionale spillesteder og professionelle musikere og branchefolk. Målet er at løfte unge, up-coming talenter videre og skabe karrieremuligheder. Tidligere vindere er bl.a. det dansksprogede Indiepop-band Kalaset og SARC, som laver elektronisk musik.
”Det giver en hel masse til bandet at komme ud og få erfaring på scenerne. Man lærer meget om branchen, f.eks. hvordan man søger fonde til at komme i studiet,” fortæller trommeslager i Lights Gustav Andreasen.
Ideen opstod på Herning Gymnasium
Lights mødte hinanden på Herning Gymnasium i 2020. De betegner dem selv som et dansksproget pop-/rockband, men eksperimenterer også med flere lyde og udtryk. Deres sang ”Rose i en øl” er mere folk og indie-inspireret. Bandet synger på dansk, da de føler, at det er mere nærværende og relaterbart end det engelske sprog. Sangene opstår i fællesskab og kredser om ungdommen i et billedligt sprog.
At få foden ind i en svær branche
Lights ser frem til at få en masse ny erfaring og at komme tættere på den professionelle musikbranche. Med forløbet får de mulighed for at modtage coaching og deltage i workshops.
Konkurrencen afsluttes med Jelling Musikfestival og SPOT-festivalen i Aarhus, som man får lov til at spille på, hvis man går videre. For bandet betyder det meget at få mulighed for at spille koncerter, selvom man ikke er et stort navn.
”Det kan være utroligt svært at komme ind i miljøet, og derfor er det også fedt at kunne få et bedre netværk,” fortæller forsanger Ida Nielsen.
Forløbet starter med to koncerter til vinter. Første koncert er d. 23. november på Scene 7 i Herning. Dette ser alle bandmedlemmer meget frem til.
”Det er helt klart koncerterne, der er det sjoveste. Det er derfor, vi gør det. Men det kunne da også være fedt at vinde,” tilføjer Gustav Andreasen.
Bandet har tidligere spillet på SPOT-festivalen og varmet op for bandet Barselona på spillestedet Kontrast.
Herning musikmiljø
Bandet har grobund fra musikmiljøet i Herning. De beskriver det som et godt fællesskab, hvor man gerne vil hjælpe hinanden på vej.
”Der er mange, der gerne vil hjælpe, hvis man har idéer eller gerne vil ud at spille. Man prioriterer kulturen og musikken,” fortæller Ida Nielsen.