Dorte West har siddet på borgmesterposten i mere end 2 år: ”Jeg er lidt af en ja-hat”

I Venstre-højborgen Herning trådte Dorte West til som borgmester for lidt over to år siden. Her afløste hun den folkekære tidligere borgmester, Lars Krarup. Krarup sad på borgmesterposten i lige knap 20 år.

Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Herning kommune

Af Anne Dokkedahl Jensen

For Dorte West kommer det ikke som et chok, at hun endte som borgmester en dag. Hun har været engageret i grundejerforeninger, den lokale biograf i Sønder Felding, forældrebestyrelser og diverse andre bestyrelser omkring sine fritidsaktiviteter.

”Jeg havde overvejet, om jeg på et tidspunkt skulle være en af dem, der hang i lygtepælene”, lyder det fra Dorte West.

Da der en dag blev banket på hendes fordør og spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at være den nye kandidat for Venstre i Herning kommune, vidste hun, at det var en unik mulighed, som hun ikke kunne takke nej til.

Visionen for fremtiden

Efter over to år som borgmester i Herning kommune ser Dorte West tilbage på en periode præget af fortsat vækst og udvikling. Herning, med sit dynamiske erhvervsliv, har været i stand til at fastholde sin status som en driftig kommune i vækst.

Når det kommer til fremtiden, ser Dorte West frem til at udforske nye måder at samarbejde og skabe velfærd på. Partnerskaber, både med erhvervslivet og lokale foreninger, vil være nøglen til at løse kommunens velfærdsudfordringer i fællesskab.

”Jeg er meget nysgerrig på, om nogle af de ting og tiltag vi sætter gang i, kan være løsninger på nogle af de udfordringer, vi står med”.

De næste to år bringer også fokus på bosætning, hvor Herning kommune sigter mod at styrke sin evne til at tiltrække nye borgere og fastholde dem. Desuden er der håb om, at uddannelsesområdet fortsat vil trives, og at erhvervslivet vil bevare sin stærke position i kommunen.

”Det er ikke noget, kommunen kan klare alene. Vi er nødt til at gøre det i fællesskab”, mener Dorte.

Kvindelig borgmester

Dorte West har været en markant stemme som Hernings første kvindelige borgmester. Hun har ikke forsøgt at kopiere sin forgænger, Lars Krarup, men i stedet valgt at præge borgmesterembedet på sin egen unikke måde.

”Jeg tror måske, at min rolle som kvinde har haft sine fordele. Det har tydeligt markeret en anderledes tilgang, og derfor er jeg muligvis ikke blevet underlagt den samme hårde sammenligning, som en mand måske ville have været,” uddyber Dorte West

En travl kvinde

I dag er Dorte West en kvinde med mange bolde i luften. Hun sidder bl.a. i beredskabskommissionen, KL’s bestyrelser, sundhedskoordinationsudvalget, suser rundt mellem diverse møder og deltager glædeligt i de lokale Blue Fox ishockeykampe.

”Jeg er lidt af en ja-hat, som ofte siger ja til det, jeg bliver inviteret til”, siger Dorte West.

Også privat kan West få ild under skoene. Hun sørger for at holde sig i form, og hun plejer sine relationer med venner og familie, som består af hendes mand, Allan, og deres tre voksne børn.

”Når jeg engang stopper med at være borgmester, vil jeg gerne have, at mine relationer står ved endnu”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *