Anders And og Onkel Joakim besøger i næste uge Herning, som en del af den populære serie ”Skjulte Skatte”, der siden 2018 har ført Anders And, onkel Joakim, Rip, Rap og Rup til Fyn, Trekantområdet, Vendsyssel, Sønderjylland og Midtjylland, baseret på de idéer, som er modtaget fra læserne.

Anders And og Joakim von And, besøger en tæppefabrik i Herning, med hjælp fra Pebrus IngeAnd (Foto: Copyright: Disney)
Af Magnus Bielefeldt
I december sidste år var Vestkysten et af de steder, der blev overvejet som et potentielt besøgssted for Anders And & Co., sammen med Lolland-Falster, Nordvestsjælland og Grønland.
Det endte heldigvis med at blive Den jyske vestkyst, der vandt og blev valgt til at være værtsstedet for ænderne. Det blev besluttet ud fra de bedste og mest kreative forslag fra læserne af bladet.
Hjælp fra et kendt an(d)sigt
Undervejs får ænderne hjælp fra Pebrus IngeAnd, der skal forestille journalisten Peter Ingemann. Han tager Anders And og Onkel Joakim med, et smut ind i landet, til en tæppefabrik i Herning, i jagten på Onkel Joakims gamle ven, der stadig skylder ham én shilling. Peter Ingemann blev spurgt om han ville medvirke i historien tilbage i foråret:
“Jeg sagde naturligvis ja tak med det samme, fordi det er en kæmpe ære at være med i Anders And. Jeg har jo læst Anders And og Jumbobøger, siden jeg var helt lille. Redaktionen har fået helt frie hænder, men jeg foreslog, at karakteren kunne være selvfed, bedrevidende og småhysterisk, som tv-værter jo ofte er,” griner Peter Ingemann og fortsætter:
“Jeg glæder mig til at se resultatet, og jeg håber, at læserne får nogle gode grin med på vejen i historien.”
Stor begejstring i Herning
Blandt de adspurgte i Herning er der stor glæde, ved nyheden om, at Anders And og Onkel Joakim slår et smut forbi byen.
”Jeg har jo læst Anders And siden jeg var knejt, så det er da bare godt, at han nu er i Herning. Det er da helt sikkert et blad jeg skal købe.” siger Per Jensen, der er en af de adspurgte.
Bladet kommer på gaden den 12. oktober.