Et nyt initiativ i Herning vil skabe rum for en åben dialog om tabubelagte emner, som fylder hos de unge.

Foto: Thomas Storgaard Rask
Af Emma Nederby
I Justerbar(t) summer det med kreative ideer – et nyt koncept, ”Sammen snakker vi om”, er netop under udvikling. Håbet er at etablere initiativet som en fast eventserie hos Justerbar(t).
Justerbar(t) er en del af det kommunalt ejede Huset No7 og har søgt støtte hos Ungepuljen og Kulturelt Samråd Herning. Begge har været positive over for initiativet og har været villige til at støtte projektet.
Formålet er at skabe en åben dialog om emner som f.eks. ensomhed, kønsidentitet eller religion som fylder hos de unge, men som der sjældent bliver talt højt om. Til disse events kommer man derfor ikke blot for at lytte, men også for at tage del i samtalen.
Snak om køn, seksualitet og menstruation
Foreløbigt har man afholdt et event, som havde fokus på køn, seksualitet og tabuer omkring menstruation. Dette event lavede man i samarbejde med Klub Venus, Nuancer og Midtjyllands Museum.
Klub Venus er et dansk pleasure studio, som sælger sexlegetøj. Deres hovedfokus er at nedbryde tabuer og skam omkring krop og seksualitet og at skabe en åben dialog om nydelse og lyst. Nuancer er et fællesskab for LGBTQ+-personer i Herning.

Foto: Thomas Storgaard Rask
Til eventet var det muligt at strikke hygiejnebind med Museum Midtjylland.
Bryder med grænser i kommunen
Thomas Storgaard Rask er projektleder i Justerbar(t) og er selv vokset op i Herning. Han mener, at det er sundt at udfordre og rykke til nogle af de grænser, som er i byen, og påpeger, at man i Herning sjældent har fokus på diversitet.
Samtalen om disse emner har længe været fraværende, og der er derfor et behov for, at man tør at sige tingene højt. I Justerbar(t) vil man gerne skabe en platform for den samtale.
”Som det før er blevet sagt: Hvis man kan tale om det i Herning, så kan man tale om det alle steder,” siger Thomas Storgaard Rask.
Fællesskab i forskelligheder
Ambitionen med Justerbar(t) er netop, at man kan komme som man er og at skabe et fællesskab på tværs af alder, baggrund og uddannelse.
”Vi ønsker at skabe indhold og lave en læringsplatform til unge mennesker, som man ikke har haft før,” fortæller Thomas Storgaard Rask.
I Justerbar(t) ønsker man derfor, at dem som kommer, også er med til at skabe og udvikle konceptet.
Næste event finder sted fredag d. 6. oktober. Her får Justerbar(t) besøg af DJ Josephine Denice Bygvraa Nielsen, som vil tale om imposter syndrom.