I dag løb finalen i gymnasiedanmarksmesterskabet i ultimate af stablen. Finalen blev afholdt i Herning med Herning Gymnasium som vært og deltager.
Af Joakim Lundgren Tryk og Mads Hamborg Pedersen
I kold vind, støvregn og mudder til knæene stiller eleverne sig klar til de to sidste kampe. Nu skal det afgøres, hvem der løber afsted med guld, sølv og bronze.
Siden 2008 har en årlig ultimate-turnering for de danske gymnasier fundet sted. Turneringen er stablet på benene af Gymnasieskolernes Idrætslærerforening (GI), og i år var det Troels Lydiksen, lektor ved Herning Gymnasium, der stod for at arrangere stævnet.
”Selvom vi ikke har været heldige med vejret i dag, er det gået rigtig fint – vi har ikke haft nogle problemer overhovedet” fortæller Troels. ”Vi har haft rigtig gode kampe og en positiv indstilling fra elevernes side.”
Ultimate er en holdsport, hvor to hold spiller mod hinanden. Man spiller med en disc (frisbee), som man kaster frem og tilbage til sine medspillere, og man scorer point ved at gribe discen i modstanderens målzone.
Trods tung regn fra morgenstunden, lod eleverne sig ikke slå ud, og de indtog deres pladser på banerne, og spillet kunne begynde.
”Det har været fint at spille i dag. Det har ikke regnet så meget, som vi havde forventet at det ville” fortæller Thomas Kjær Thorsen, der har deltaget i turneringen for Herning Gymnasium.
I 2021 og 2022 vandt Herning Gymnasium finalen i gymnasiedanmarksmesterskabet i ultimate, og skulle derfor forsvare titlen i dag. Herning Gymnasium endte med en tredjeplads, og selvom håbet havde været noget andet, var der fortsat god stemning og godt humør hos Hernings spillere.
”Det har været sindssygt spændende at være med” siger Thomas. ”Vi har mødt nogle vidt forskellige modstandere. Det har været megafedt.”
Odder Gymnasium gik med førstepladsen i år, men det lader ikke Herning Gymnasium slå ud, og de er klar igen til næste år.